N

JUSTESEN

Filmskaber

FILM! En af mine største kærligheder og har efterhånden været det igennem mange år og i den tid er det blevet til et par produktioner. I min showreel vil du finde et både større og mindre udsnit af disse. Du kan forvente at jeg altid arbejder på mit næste filmprojekt – typisk også inden jeg har afsluttet det forrige, og nævner du ordet video eller film i nærheden af mig kan du være helt sikker på at du har min fulde opmærksomhed. Også hvis du ikke beder om den.

Cases

Vækstlag Art box #2 | Vlog kunstprojekt

Et kunstprojekt, hvor kunstneren Mia-Maija filmede sig selv mens hun havde 48 timer til at lave et frit kunst-projekt. Inspireret af en kasse med ting, som hun havde fået tilsendt.
I samme form havde jeg fuld kreativ kontrol over de 3 timers materiale jeg fik, og kunne helt selv bestemme hvordan det skulle sammensættes. Eneste krav var at videoen skulle være 10-15 minutter lang og indeholde det færdige projekt.
Det var lidt skræmmende at sidde med noget fuldstændig ukendt materiale, og samtidig have så meget af det. Udover en smule behind-the-scenes på andre projekter, havde jeg aldrig redigeret noget i “vlog” format før. Jeg faldt i nogen af de klassiske fælder (time-lapse, jumpcuts, etc.), men er generelt ret godt tilfreds med hvad jeg fik ud af materialet i sidste ende.
Især glad for at jeg endelig kunne få lov at bruge noget af alt det musik, som jeg ellers aldrig kan få lov at bruge!

juni 2022

SAFE – Ready to listen? | Reklame

Den ene lysmester, som jeg arbejdede på “Hooligan” med inviterede mig med på denne produktion som lysassistent. Uden tvivl det største lys-setup jeg har været med til, hvilket jeg håber man også kan se på det færdige resultat.

Produktionen i sig selv var noget af en udfordring. At vi lukkede en motorvejsbro ned midt i myldretiden var egentlig ikke det store, men det regnede i samtlige 9 timer vi optog. Og her snakker vi ikke bare en stille støvregn, men gennemblødende, iskold, tæt-på-skybrud regn.

Optaget på RED-kamera og med flere lamper end jeg kan huske.

september 2021

Hooligan | Serie

Hooligan serie, DR3

Første sæson af serien “Hooligan”, der blev optaget i Aalborg og omegn over sommeren. Det var min første officielle produktion, hvor jeg var med hele vejen igennem. Mine arbejdsopgaver lå i at assistere fotografen med diverse opgaver, samt at jeg som DIT var ansvarlig for back-up af alle optagelser. Herunder også kvalitetstjek af disse. Derudover hjalp jeg til i lysafdelingen med at sætte lys op og tage det ned, når der var brug for dette.

Serien blev optaget på Arri Alexa Mini. DIT arbejdet blev lavet i DaVinci Resolve.

Af ukendte årsager for mig, er serien ikke længere online

august 2021

Thisted Bryghus – Test video | Reklame test

thisted bryghus frame

Ikke en officiel reklame, men et test-projekt, jeg var en del af ifbm. en skole opgave for en bekendt. Vi havde kun en uges tid fra idé til færdig produkt, så vi havde ikke den store sammenhængende plan for optagelserne. Dermed blev det meget ‘run-and-gun’. Vi fik samlet en række mennesker på forskellige tidspunkter, og optog bare stemningen, hvilket også var det centrale vi ville vise. Det endte også med en cameo med mig selv, samtidig med at jeg lavede voice-overen. Ikke noget jeg personligt mener jeg behøver at gøre en karriere ud af.
Optaget på Sony A7III og redigeret i Adobe Premiere Pro

april 2021

Ved Havets Dør | Kortfilm

ved havets dør - kortfilm

En lille film optaget ved fjorden ved Nibe. Det var den første one-take film jeg har været en del af, hvilket gav sine problemer, men det var rart at få en udfordring. Vi var endnu engang et meget lille hold pga. Corona situationen.

Filmen er pt. i post-produktion.

Bl.a. optaget med Zoom H6 og Røde NTG3. Lyd redigering i Adobe Premiere Pro og Audition.

februar 2021

SoMe videoer | Reklamer

forsyning

Et klassisk eksempel på at et job, kan føre til noget andet. Efter jeg havde lavet de andre videoer for forsyningen, blev jeg en del af at lave 5 små videoer for de samme mennesker. Ideen bag dem var at vise en personlige og lokale side af forsyningen, med fokus på medarbejderne.

Videoerne vil blive brugt på forsyningens sociale medier, og er ved at blive offentliggjort én ad gangen.

Optaget på Sony A7III og redigeret i Adobe Premiere Pro

januar 2021

Oplæg om arbejdsmiljø | Info-video

OLFA

I disse Corona-tider skal der tænkes anderledes. Det var Aalborg Forsyning bl.a. tvunget til, ifbm. et medarbejderseminar, hvor de plejer at få en arbejdsmiljø-repræsentant ud. Men at samle 200 medarbejdere i et lokale i Corona tider er ikke muligt, og derfor blev oplægget optaget i stedet, så det kunne ses individuelt eller i små teams af mennesker.

Som sådan ikke en stor opgave, men anderledes end hvad jeg ellers plejer at lave. Jeg prøvede at bruge redigeringen til at gøre videoen en smule mere spændende at kigge på, ved at indsætte nogle små animationer rundt omkring.

Optaget på Sony A7III og redigeret i Adobe Premiere Pro.

Da videoen er til internt brug, kan den ikke deles offentligt.

december 2020

Arbejdsmiljø | Informationsvideoer

still forsyning arbejdsmiljø

I løbet af 2020 var jeg med til at udvikle og lave 2 videoer til Aalborg Forsyning. Ideen bag dem, var at de skulle erstatte oplæg og powerpoints, når Aalborg Forsyning fik nye medarbejdere.

Den ene video er en samling af “nærved-ulykker”, hvor vi opsatte en række scenarier, hvor nogen er ved at komme til skade.

Den anden video blev lavet som en slags quiz, hvor der igen blev vist en række scenarier, hvor seerne så skal finde fejlen, der er sket.

Jeg havde et godt samarbejde med kunden hele vejen igennem, hvor deres viden om virksomheden og arbejdsmiljø, blev blandet sammen med hvad jeg vidste om videoproduktion og fortællerteknik.

Da videoerne er til internt brug, kan de ikke vises offentligt.

Videoerne blev filmet på Sony A7III og redigeret i Adobe Premiere Pro.

november 2020

Til Et Yngre Jeg | Kortfilm

Til Et Yngre Jeg Plakat

Et forsøg af en art, som jeg var en del af gennem efteråret. Instruktøren havde lyst til at lave en film, uden den større produktion, der typisk ligger bag. Han havde derfor ikke et præcist manuskript inden han begyndte, og vi arbejdede med så lille et hold som muligt. Dette betød at vi på “set” var instruktør, fotograf, lydmand (undertegnede) samt 1-2 assistenter.

Filmen blev optaget rundt omkring i Aalborg, typisk om aften. Der var ingen præcise dage for optagelse og vi tog blot ud når det passede holdet.

Filmen har for kort tid siden vundet New Danish Talent på Copenhagen Short Film Festival.

Optaget med Zoom F8n, Røde NTG-3 og Sennhesier G3’ere.

oktober 2020

På En Bar | Kortfilm

på en bar kortfilm

Endnu en kortfilm, filmet under Corona forholdene. På papiret var det en simpel film, med et simplelt setup. Det gjorde dog at jeg kunne udnytte alt det som jeg havde lært gennem tiden, som tonemester og lave større setups.

Pga. problemer med korrupte video-filer er projektet desværre blevet henlagt.

Bl.a. optaget med SoundDevices 633, Sennheiser MKH60 og 40 og Sennhesier G3’ere.

august 2020

Søvnløs | Kortfilm

Søvnløs Fiona Olga Ellgaard Jeppe Fogsgaard

Seneste projekt, som jeg har skrevet og instrueret. Et helt fantastisk hold står bag, og det er nok et af de mest helstøbte projekter, som jeg har varetaget. Filmen var i præ-produktion gennem foråret, og blev optaget i begyndelsen af juli. Filmen er nu færdiggjort og er pt. ved at blive sendt ud til festivaller.

Synopsis: Mai har lavet en fejl og nu skal hun hjem og fortælle sin kæreste, Rasmus, hvad der er sket. Men hvad skal hun sige? Hvordan kan hun overhovedet begynde at forklare hvad der er sket, når hun ikke engang helt selv ved det. I hendes fortvivlelse dukker Rasmus op. Manifesteret ud af hendes tanker, skal de nu sammen finde ud af hvad Mai skal gøre.
Søvnløs er en udforskning af vores mest menneskelige og samtidig værste følelser, som vi alle har.

juli 2020

Skybrud | Kortfilm

skybrud crew

Skybrud er den første kunstfilm, som jeg har været med til at skabe. Vi var et meget lille hold, hvilket gjorde det til et fantastisk samarbejde mellem afdelingerne, hvilket var rart da produktionen havde sine udfordringer med vejret. Ift. lyd design havde jeg meget frit valg og eftersom det var en kunstfilm, kunne jeg lege mere med effekter, end det ellers er muligt. Dermed kunne jeg afprøve flere ting og virkelig bygge et univers op, som var specielt for den her film. Filmen er  færdigproduceret og er nu ved at blive sendt ud til festivaller. Filmen udgives offentligt senere på året.

På set arbejdede vi med Sony A7III kamera. Lyd er redigeret i Adobe Premiere Pro og Audition.

Synopsis: Asger Déll længes efter at leve bekymringsfrit og uden sine ængstelige katastrofetanker, men et liv med generaliseret angst, sætter ham på prøve. Sommerens sociale strabadser og festlige aftener står for skud, og en bålfest ved den nærliggende strand byder sig på. Angsten slår rødder blot ved tanken om at deltage, men mylderet bliver afbalanceret af naturens ro. Optakten til aftenens begivenhed bliver fortalt og fulgt igennem Asgers tanker, der relaterer sig til naturen og dens adskillige fænomener, som også står i lighed til den bagvedliggende angst.

juli 2020

Farvel | Kortfilm

Farvel Plakat

Første gang jeg skrev og instruerede på en gang. Filmen har haft sine udfordringer gennem tiden og produktionen har været lang.

Vi var et meget lille hold, pga. Corona-situationen. Dog var det en meget simpel film og der var et tæt samarbejde mellem alle, for at det kunne lade sig gøre. Det var desuden første gang jeg arbejdede med børne-skuespillere. Det giver selvfølgelig nogle nye udfordringer, men drengene var nemme at arbejde med og jeg ser frem til at se dem i flere teaterstykker, som de er til auditions ved.

Synopsis: Der er mange der taler om børns uskyldige syn på verden, men hvad sker der når den uskyldighed bliver udfordret?
‘Farvel’ handler om Max og Dennis. 2 bedste venner, der altid har haft hinanden. I den lille by de bor i, sker der ikke meget, så laver de noget laver de det sammen. Men da Max’s mor skal have nyt arbejde i Kina bliver deres sammenhold udfordret. Med få dage til det store flyt mangler Max stadig at fortælle Dennis hvad der sker. Hvordan fortæller man sin bedste ven at man ikke ses igen, når man ikke engang selv helt forstår det?

maj 2020

Unofficial Selection | Kortfilm

unofficial selection still

Et af de mere skøre projekter, som jeg har været en del af. Jeg kom ind rimelig sent på projektet, hvor jeg var tonemester. Det var et støre projekt end jeg havde prøvet før, da hele biografsalen, som vi optog i, skulle dækkes ind med gemte mikrofoner. Et større arbejde, hvor jeg endte ud med at styre 10-12 lydkanaler på en gang. Det gjorde dog også at jeg for første gang havde en assistent i min afdeling, som jeg ikke kunne have undværet.

Filmen er færdiggjort og er pt. ude på festivaller.

Bl.a. optaget med SoundDevices 633, Zoom F8n, Sennheiser MKH60 og 40 og Sennhesier G3’ere.

Billede af Tomas Vieira.

marts 2020

Frederikshavn Ungeklimaråd | Eventvideo

still fra frederikshavn ungeklimaråd reklame

Dette er en eventvideo lavet for Frederikshavn Ungeklimaråd. Filmen vil blive brugt til at promovere de unges arbejde og kamp med miljøet. De vil fremover sætte flere events op, der har fokus på miljøbevidsthed og genbrug. Produceret af SONA Film

Jeg var ansvarlig for den tekniske overblik, og koordinering af vores 2 kameraer. Derudover har jeg klippet den og lavet lydarbejde.

Filmet på BlackMagic UrsaMini og Pocket 4K og redigeret i Adobe Premiere Pro

februar 2020

Farmors Café | Reklame

farmors cafe reklame

Reklame for en lokal café i Frederikshavn. Målet var at vise hjemmeligheden og håndværket i deres køkken, samt sætte et ansigt på cafeen.

Optaget på BlackMagic Pocket 4K. Lyd redigeret i Adobe Premiere Pro og Audition.

Videoen er endnu ikke offentliggjort givet Corona-situationen.

december 2019

Sæby Fiskeindustri og White Hawks | Reklame

sæby fiskeindustri white hawks reklame

3. reklame til Sæby Fiskeindustri. Skal fremhæve Sæby Fiskeindustri som en støtter af Frederikshavn White Hawks. Blandt de mere visuelle og sjove at lave.

Optaget på BlackMagic Pocket 4K. Lyd redigeret i Adobe Premiere Pro og Audition.

november 2019

Sæby Fiskeindustri DK2044EF | Reklame

sæby fiskeindustri reklame

Anden reklame for Sæby fiskeindustri. Denne gang med fokus på at få deres mærke mere ud. Den var mere praktisk og mere præcis i sit budskab, hvilket gik lidt ud over stilen, men kunden var glad.

Optaget på BlackMagic Pocket 4k. Lyd redigeret i Adobe Premiere Pro og Audition

november 2019

Skinsyg | Kortfilm

skinsyg kortfilm

Min første gang som fotograf. en udfording jeg havde lovet mig selv at tage op i år, for at blive bedre til film på den tekniske front. Der er mange ting man ville ønske man kunne lave om, men jeg er generelt set tilfreds nok, baseret på at det er min første gang.
Synopsis: ”Skinsyg” handler om Marco der pludselig får mistanke om, at hans kæreste har en affære med hendes bedste ven. Med hovedet stoppet op med teorier og et hjerte i stumper og stykker flygter Marco for at finde en forløsning. Da tiden er inde til at se kendsgerningerne i øjnene, er intet som forudset.

Optaget på BlackMagic UrsaMini.

november 2019

Gry | Kortfilm

gry kortfilm

Blandt det års produktioner fra FilmMaskinens grundforløb. Jeg havde ikke meget at gøre med præ-produkionen, men var meget aktiv på produkionen hvor jeg var Tonemester igen, samt i post-produktionen hvor jeg lavede lyd-mix. Denne omgang redigering viste sig at være noget hårdere da meget af dialogen blev skiftet ud i mange af scenerne. Til gengæld havde jeg fri leg da det kom til at bygge lyd-universet op.
Synopsis: Kortfilmen GRY er en fortælling om en ung pige, som er underlagt et turbulent hjem, hvor forældrenes intriger og alkoholmisbrug er blevet til en hverdag. Når det hele vrager sammen for Gry, finder hun en indre ro og fred i kirken. Hun når frem til en beslutning om, at hun gerne vil døbes, men møder ikke forståelse fra den fordrukne hjemmefront. Gry står derfor overfor en skillevej.

Optaget med SoundDevices 633, Sennheiser MKH60 og 40 og Sennhesier G3’ere. Lyd redigeret i Adobe Premiere Pro og Audition.

november 2019

Kampen om Limonaden | Reklame

sorring bær reklame

Eksamen projekt i valgfaget Interactive Promotional Video. Opgaven var at finde en kunde og lave en interaktiv reklame til dem. Vi gik all-in på projektet og havde alt for meget at lave på de 3 uger der var projektets forløb, men vi kom succesfuldt i mål. Der er ting vi gerne vil ændre på, men med tiden i mente er vi overordnet tilfredse.

Vi tog det interaktive til os og tog inspiration fra film som Bandersnatch og spil som Life Is Strange. Dvs. at alle valg har konsekvenser og der er 9 slutninger i 3 genrer til dem der har tålmodigheden.

Optaget på BlackMagic UraMini og redigeret i Adobe Premiere Pro og Audition

Da videoen køre på en lokal server opfordrer jeg til at give siden 1 minuts tid til at loade, inden du afspiller.

oktober 2019

Sæby Fiskeindustri & White Hawks teaser | Reklame

sæby fiskeindustri white hawks reklame

En kort teaser til Instagram el. lign. Lavet ud af overskydende materiale fra den 3. reklame til Sæby Fiskeindustri. Skal fremhæve Sæby Fiskeindustri som en støtter af Frederikshavn White Hawks.

En sjov og anderledes oplevelse at være fotograf under en kamp – og et lidt andet pres.

Optaget på BlackMagic UrsaMini og Pocket 4k

oktober 2019

Sæby Fiskeindustri familie | Reklame

sæby fiskeindustri reklame

Min første rigtige produktion på en reklame. Den første i en række reklamer for Sæby Fiskeindustri. Denne skulle fokusere på familie og madlavning med makrel.

Optaget på BlackMagic UrsaMini og Pocket 4k. Lyd redigeret i Adobe Premiere Pro og Audition.

oktober 2019

Leger Børn I Himlen? | Kortfilm

leger børn i himlmen kortfilm

Den største kortfilm produktion jeg har været en del af. Filmen blev optaget hen over en uge i Hanstholm hvor jeg havde æren af at være tonemester ved siden af et yderst professionelt hold. Det var fedt at være tilbage med headphones på, og kunne udfordre mig selv på en større produktion, samtidig med at jeg kunne sætte de ting jeg lærte sidst i brug.

Synopsis: ‘Leger Børn i Himlen’ handler om en pige, som nægter at holde op med at lege med sin lillebror, efter hans dø. Da Majas lillebror, Alexander, bliver begravet, er hun ikke trist ligesom alle de andre, der er til stede. Maja taler og leger nemlig stadig med ham. Men da hendes bedste ven ikke gider at lege med, indser hun, at der er noget forkert i den måde hun ser tingene på – og begiver sig ud på en mission med Alexander, der tvinger hende til at konfrontere virkeligheden. Filmens temaer drejer sig om barndom og barnlighed, liv og død, og balancen mellem erkendelse og selvbedrag.

Filmen er i post-produktion.

Optaget med Zoom F8n, Røde NTG-3 og Sennhesier G3’ere.

februar 2019

Sammenhængen mellem co-creation og Refleksiv praksislæring | Informationsvideo

co creation

Informations/interview video lavet for Co-creation v. UCN. Der var mange udfordringer i form af at vi ikke havde udstyr eller tiden til at lave det setup vi gerne ville have. Dog føler vi alligevel at vi fik sat vores eget præg på videoen.

Optaget på Canon 70D og 800D. Redigeret i Adobe Premiere Pro.

december 2018

Sidste Chance | Kortfilm

sidste chance kortfilm

Sidste Chance var min første gang som instruktør på et større projekt. Blev aldrig helt tilfreds med slut-resultatet, men lærte meget som jeg nu kan bruge til at komme videre. Filmen blev produceret i forbindelse med talentforløbet FilmMaskinen i Frederikshavn, sammen med et hold unge mennesker fra hele Nordjylland

Synopsis: Det er en kendt situation. Man sidder dagen før en deadline og har kun brug for at koncentrere sig. For Adam bliver denne koncentration dog hurtigt brudt da hans kæreste Maria kommer hjem med veninderne. Et skænderi blusser op mellem kæresteparret og Adam stormer afsted mod biblioteket efter at have afsluttet deres forhold. Men hans koncentration bliver igen afbrudt af Maria der ringer til ham, og snart dukker beruset op på biblioteket for at få Adam tilbage. Og når hun så falder om foran ham skal Adam til at tage et valg mellem Maria eller uddannelsen.

Lyd redigeret i Adobe Premiere Pro og Audition.

november 2018

En Skør Eftermiddag | Kortfilm

Stillbillede en skæv eftermiddal kortfilm

En Skør Eftermiddag  var min første produktion i Nordjylland. Instruktøren tog en chance med mig og satte mig på at optage lyd – og en ny kærlighed var født. Når jeg kigger tilbage gjorde jeg mange ting forkert, men lærte af det. Og det er ikke hver dag man bliver sat til at optage en politijagt gennem Vesterå.

Synopsis: Efter et røveri gået i vasken, ender resten af dagen også i total fiasko.

Bl.a. optaget på SoundDevices 664, Sennheiser MKH60 og Sennheiser G3’ere.

februar 2018